SAS går retro
Det bliver retro i meget stor skala, når Scandinavian Airlines Danmark den 8. august får leveret et helt nyt fly i “gamle” farver.
Den 1. august var det 60 år siden, at SAS blev etableret og den 17. september er det 60
år siden, den første kommercielle flyvning under SAS-logoet blev gennemført. I henholdsvis august og september får SAS i Danmark leveret de første to af fire nye Airbus 319-100, og 60-året bliver blandt andet markeret ved, at den først leverede Airbus 319 bliver leveret i retro-farver.
Mange vil stadig kunne huske bemalingen med rødt dragehoved og en blå linie langs
flyet, der ledte tankerne hen på et vikingeskib, der “sejlede” på det blanke ocean. I
forskellige varianter var DC4, DC6, DC8, DC9 og Caravellen i de sene 1940ère, 50ere,
60ere og op til de tidlige 70ere malet på denne måde. Bemalingen på Retrojet 319 er en
modificeret udgave af dragehoved-bemalingen, som passer til kroppen på et moderne
fly. Ideen til Retro-bemalingen er kommet fra medarbejdere, der foreslog at man gjorde
noget ekstra ud af de nye fly til Scandinavian Airlines Danmark.
“Mange af vore kunder kan huske, eller har set billeder af en DC-6, der var bemalet på
den måde. Jeg er rigtigt glad for, at vi nu realiserer medarbejdernes ide. Til august har
SAS jo 60-års fødselsdag, og retro-flyet vil også indgå i SAS´s jubilæumsaktiviteter,”
siger Susanne Larsen.
Airbus 319-100 er i udgaven til SAS udstyret med 141 sæder. Ved take-off vejer flyet 75
ton og vingefanget er lidt over 34 meter. Rækkevidden på flyet er 5000 kilometer. Det er rækkevidde nok til alle SAS` europæiske rutedestinationer samt charterdestinationerne.
Scandinavian Airlines Danmark planlægger at sætte de to nye Airbus 319 ind på ruter
fra København til Düsseldorf, München, Frankfurt, Amsterdam, Paris, Manchester,
London, Wien, Geneve og Zürich.
Når de to nye 319 er ankommet vil fly-flåden i Scandinavian Airlines Danmark bestå af:
2 Airbus 319
8 Airbus 321
17 MD 81/82
6 MD 87
13 DASH8/Q400
I 2007 får Scandinavian Airlines Danmark yderligere to Airbus 319. Flyene erstatter MD87 fly.
Ud af København flyver SAS Airline International desuden interkontinental trafik til USA og Østen med 7 Airbus 340 og 4 Airbus 330.
Med venlig hilsen
SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S
Kommunikationsafdelingen
Latest news
...