SAS åbner ny rute til San Francisco
Fra 8. april 2013 flyver SAS seks gange om ugen direkte fra Københavns Lufthavn til San Francisco på den amerikanske vestkyst. Samtidig øger SAS fra København til New York med tre yderligere afgange, så der er to afgange dagligt tre af ugens dage. Billetsalget starter 5. juli.Nordamerika er et vigtigt og voksende marked for SAS, der i forvejen flyver til New York, Chicago og Washington. I et marked, hvor der er få direkte forbindelser mellem USA’s vestkyst og Norden, efterspørger et stigende antal nordiske og internationale virksomheder en hurtig forbindelse til vestkysten. Nu imødekommer SAS ønskerne.
– Vi lytter til vores kunder, og vi har igennem længere tid oplevet et stort behov og ønske for at komme direkte til vækstområdet i San Francisco. SAS går efter at servicere de markeder, hvor der er stor efterspørgsel fra nordiske rejsende og rejsende til Norden. Og når vi samtidig ser en meget positiv markedssituation i Nordamerika, så har det været oplagt at åbne ruten, siger Per Møller Jensen, vice president marketing og Eurobonus i SAS.
– San Francisco har en virkelig attraktiv lufthavn og er det bedste udgangspunkt til den amerikanske vestkyst, hvor kunderne får mulighed for at nå mange andre destinationer i Star Alliance netværket, siger Per Møller Jensen.
Fra San Francisco vil SAS partner United Airlines tilbyde mange forbindelser videre til USA’s vestkyst, men også til en lang række andre destinationer i stillehavsområdet.
Øger afgange til New York
Sammen med ruteåbningen til San Francisco kan SAS også offentliggøre en udvidelse af ruten til Newark i New York fra København. Fra 1. april 2013 flyver SAS to gange dagligt tre af ugens syv dage. SAS flyver i forvejen dagligt til New York.
– SAS var det første selskab til at flyve over Atlanten til New York i 1946, og i dag spiller vi stadig en afgørende rolle for nordisk infrastruktur og for kontakten til USA. Det kræver et betydeligt rutenetværk, solide alliancer og erfaring at give de rejsende en god oplevelse på de interkontinentale ruter. Det fortsætter vi med og intensiverer på New York, siger Per Møller Jensen.
Markedsfører Danmark
De to ruteinitiativer fra SAS kommer til at gavne nordisk import og eksport og har været stærkt efterspurgt af erhvervslivet og fritidsrejsende.
– San Francisco har stået højt på listen over forbindelser, hvor en direkte rute vil være til stor gavn for at øge tilgangen af erhvervsfolk og feriegæster fra den amerikanske vestkyst. Med SAS’ satsning på San Francisco og øgning af flyvning på til New York, forventer vi, at man allerede i løbet af 2013 kan se en øget vækst fra det amerikanske marked, siger Ole Andersen, salgs- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen.
Wonderful Copenhagen er medejer af projektet Global Connected, som støtter initiativer, der kan trække flere interkontinentale ruter til Danmark.
– Støtten fra Global Connected giver ruten et godt afsæt. SAS får flere muligheder for at komme stærkt ud på det amerikanske marked og trække turister og erhvervsfolk til Danmark. Derfor er samarbejdet en vigtig parameter, når vi tager beslutning om åbning af en destination som San Francisco, afslutter Per Møller Jensen.
SAS og San Francisco
– Det er første gang, at SAS flyver til San Francisco.
– Ruten skal flyves med en Airbus 340-300, som er det største fly i SAS flåde med 245 sæder fordelt på 3 serviceklasser, Business, Economy Extra og Economy Class. Der er 6 ugentlige afgange fra København til San Francisco.
– SAS er det eneste selskab som flyver direkte København-San Francisco og forventer ca. 125.000 årlige passagerer på ruten. Ud af disse vil 55 % komme fra Norden og 10 % fra Europa. De resterende 35 % skal komme fra USA.
SAS og New York
– SAS øger frekvensen med tre ekstra ugentlige afgange København-New York. Det sker fra 1. april 2013.
– Dage med to daglige afgange bliver mandag, torsdag og fredag. Retur samme dag.
– SAS flyver i dag dagligt til New York fra København, Stockholm og Oslo.
Global Connected
Ruteudviklingsprojektet Global Connected har til hensigt at trække flere interkontinentale ruter til Danmark. Global Connected er støttet af: Wonderful Copenhagen, VisitDenmark, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns Lufthavne, Fonden til Markedsføring af Danmark, København Kommune, Region Skåne og Malmö. Projektet har tidligere også støttet op om SAS’ nye rute til Shanghai.
For yderligere information kontakt venligst:
SAS’ presseafdeling på telefon 32 32 31 35
Wonderful Copenhagen, salgs- og marketingdirektør Ole Andersen, 23 38 30 51
Latest news
...